Engineer the Future: Unge Event
af Dorte Hammershøi
Den 21-22 august deltog Dansk Akustisk Selskab i Engineer the Future’s Unge Event på havnekajen i Århus. “Engineer the Future” er et initiativ af og med Ingeniørforeningen, som har til formål at få unge til at interessere sig for at “engineer the future”. Unge Event’en var et special tilbud udviklet i samarbejde med Climate Planet, som hen over sommeren har haft en spektakulær globus på havnekajen, hvor man har kunnet få indblik i vores planets klimaudfordringer.
Dansk Akustisk Selskab deltog i event’en på lige fod med Århus, Aalborg og Syddansk Universitet, Via University College, Vestas, Insero, og DanSolar. Ialt 18 gymnasieklasser havde taget imod Engineer the Futures invitation til at deltage, og alle besøgte DAS’ telt i 40 min. Teltet var opdelt i fire hjørner, hvor vi fortalte om måleteknik, konsulentopgaver, audio i forskellige sammenhæng, hørelse og høreapparater. Teltet var bemandet af frivillige fra bl.a. Brüel og Kjær, Audiocura, SoundFocus, Sennheiser, SWECO, DELTA, Aalborg – og Århus Universitet.
Iscenesættelsen gav ekstra lejlighed til at reflektere over, hvilke løsninger akustikere har til nogle af de globale udfordringer, som vi ser ind i, og det var forbavsende let at se akustikere som en del af mange relevante løsninger. Den globale vækst af storbyer, hvor en bæredygtig udvikling kun sikres gennem veltilrettelagte byudviklinger, passende kontrol med støj forurening, indeklima etc. Behovet for vedvarende energi og den bæredygtige udvikling af løsninger med acceptabel støjforurening. Den demografiske udvikling i vestlige lande, som giver os en aldrende befolkning med særlige hørebehov og hjælpemidler, og en tilsvarende vækst i sundhedsmiljøer, hvor der kan opnås lindring gennem musikterapi og forebygges indlæggelsesstress gennem hensigtsmæssig indretning og planlægning. De unge mennerskers tanker, ideer og spørgsmål gjorde traditionelt tørre akustik spørgsmål levende i relation til tidens udfordringer.
Engineer the Future: Book an expert
Engineer the Future har også et andet tilbud, som en bredere kreds måske kunne være interesseret i. Man kan vælge at melde sig under ordningen “Book an Expert”, hvor man efter en enkelt dags introduktionskursus i formidling får sin profil offentliggjort på “Engineer the Future’s” hjemmeside og derigennem kan lade sig hyre til oplæg på folkeskoler. Mange vil formentlig se det som en kærkommen adspredelse i dagens trivialiteter, og jo flere vi er, der er med til at tegne den faglige profil, jo større er chancen for, at vores unge mennesker får indsigt i de muligheder, som ingeniøruddannelserne giver.
De næste formidlingskurser foregår i Horsens d. 12. oktober og i Gentofte d. 31. oktober, se detaljer under dette link: https://engineerthefuture.dk/kursus
OPFORDRING:
For at hjælpe med til at styrke viden om teknik (akustik) blandt skoleelever opfordres I til at melde jer til et gratis endags kursus i formidling i Horsens eller Gentofte. Der er især brug for formidlere i Jylland og på Fyn, men alle er selvfølgelig velkomne.
DAS hjælper efterfølgende med kursusmateriale, demonstrationsudstyr mv efter behov.