Tidligere lektor Peter Koefoed Møller, Laboratoriet for Akustik er død.
Peter var sammen med Simon Boel Pedersen igangsætter af den aktivitet, som blev DTU’s indsatsområde ”Digital Signalanalyse”. Det skete i begyndelsen af 1970’erne. Det blev et meget efterspurgt fagområde blandt de studerende.
Peter var ansat ganske mange år på Laboratoriet for Akustik, men på et tidspunkt blev det for meget, og han stiftede sin egen virksomhed Signal Data, som han drev fra villaen i Holte. Dele af hans aktivitet er beskrevet i DTU’s daværende blad Sletten fra 1990. KLIK på billedet, hvis du vil læse flere detaljer (og her: side 1 og side 2). Nogle husker hans smittende latter som kunne høres på gangene den gang i 1980’erne. Og så var han en fremragende og inspirerende underviser, som havde stor betydning for mange karrierer i den danske lydindustri.
Peter bliver bisat fra det lille kapel på Lyngby Park Kirkegaard onsdag den 19. april klokken 11:30.
Æret være hans minde.
Ulrik Danneskiold-Samsøe